Vindenes alter
- Vare nr.: DL9788771300987
- Serie: En saga fra Danmark på Svend Estridsøns tid 3 nr.
- Indlæst af:: Ole Rabendorf
- Forfatter: Ole Henrik Laub
- Forlag: Lytteratur
- Spilletid: 8 time(r) 56 minutter
Vi skriver 1052; Svend Estridsøn hedder kongen, som alle bøjer sig for, når han er i nærheden. Men det er svært at være alle steder på én gang, og bag hans ryg står forræderne i kø.
Lensherre Fenge Blintsko har fået storhedsvanvid og udråber sig selv til biskop. Han stræber kongen efter magten. Og bruger raffinerede midler for at nå sit mål.
Regnar er hirdmand i kongens hær, og hans kæreste Blia opholder sig i Hestenæs, hvor hun holder hus for høvedsmanden Kløs Molrik. Regnar og Blias lille datter, Kli, bliver syg og dør, og Blia aftvinger Svend Estridsøn et løfte: Den døde datter skal begraves i Bråthested. Det bliver en dramatisk færd gennem østjyllands vildsomme egne. Vinteren er streng, og fjenderne endnu værre.
I en række uafhængige romaner skildrer Ole Henrik Laub overgangen fra vikingetid til bondesamfund og kristen middelalder. Vibens skrig udkom i 2008, og Gudernes død i 2010.
Ole Henrik Laub, f. 1937, dansk forfatter. Debutnovellerne Et sværd dyppet i honning (1967) demonstrerede sans for kortprosaens spændvidde. Udrangerede eksistenser fylder godt i forfatterskabets univers af kontaktløshed og aggression, og der afprøves psykiske grænser i Ole Henrik Laubs realistiske prosa.
Af romaner kan nævnes Manden der ville være god (1972), Delfinens spring (1992), Grådens rand (1995) og Hovedrollen (1997). Helt for sig står det fine erindringsbillede Bag havelågen i Åbyhøj (1987).
Siden 2008 har Ole Henrik Laub med udgivelsen af Vibens skrig påbegyndt et ambitiøst projekt om tiden efter vikingetiden med seks planlagte bind. Handlingen foregår på Svend 2. Estridsens tid med konger og storbønder, og et mylder af borgere og bønder, håndværkere, slapsvanse, forrædere, syge og værkbrudne, stærke kvinder, skønne møer, tyvekægte, lærde mænd, handelsmænd, krigsmænd, munke, kirkens mænd, bisper - og med lyset på en lille skare der trodser tidens vanskeligheder, den unge Regnar, hans fæstmø Blia og munken Anselm, der prædiker om Hvide Krist.